Det er der sket de sidste dage​

FESTIVALDAG 1

I en tid, hvor antisemitismen igen viser sit ansigt, svarer vi ikke med frygt. Vi svarer med festival, sagde forperson for Det Jødiske Samfund, Ina Rosen, ved festivalens åbning.

Det summede af forventningsfulde mennesker i en fyldt gård, solen skinnede trods varsel om skybrud, og et program som bød på både alvorlige emner og gode grin, gik i gang med masser af tilslutning.

Dagen sluttede med en smuk koncert med verdensstjernen, fløjtenisten Michala Petri og koncertpianist Pål Eide, som undervejs vævede tråde af familiehistorie ind i musikken. Det blev en rigtig dejlig første dag på festivalen.

Vi glæder os til at se jer til de næste fem dage med festival og masser af tilbud.

FESTIVALDAG 3

Festivaldag 3 var igen fyldt med events og gav bl.a. plads til nørderi – både om Leonard Cohen og om jiddisch. Der var populære debatter fx med den kendte journalist Ditte Okman, som fortalte til en propfuld sal om at opdage et helt nyt perspektiv på sine jødiske og israelske rødder efter farens død.

Stemningen og musikglæden bruste ud fra Radiant Arcadia. Da deres rytmer ramte salen i Det Jødiske Hus, var der ikke meget andet at gøre end at bryde ud i spontan dans.

Og om aftnen i Synagogen - med skønne Louisa Lyne og hendes fantastiske band - var der en helt fortættet stemning til deres jiddische versioner af Leonard Cohens sange.

FESTIVALDAG 4

De vigtige jødiske rødder

Fjerde dag på Jødisk Kulturfestival kredsede i særdeleshed om at dyrke jødiske rødder.

Allan Melchiors egen familiefortælling om H.C. Andersens nære forhold til Melchior familien trak så mange, at nogle måtte se det fra gangen. Men lige efter spøgte H.C. Andersen endnu engang I foredraget Fremstillingen af jødiske kvinder og queerness i dansk litteratur.

Kunstneren Marco Evaristti, kendt for bl.a. kunstværket guldfisk i en blender, fortalte om sit jødiske ophav, som han først opdagede i teenageårene efter at have vokset op på gaden i Santiago, Chile. Men det blev essentielt for ham.

Omdrejningspunktet i teaterstykket Food for Thought var rødder og nedarvede traumer, og aftenens koncert med Al’Fado var en intens oplevelse med musik, der har rødder helt tilbage i den jødiske ladinokultur i Portugal.

Kontakt

Det Jødiske Samfund i Danmark​

CVR: 18227916

Krystalgade 12, 1172 København K

Klik her for rutevejledning

 E-mail: info@jkfestival.dk

© Fotos: Sebastian Ottenstein 

Følg os på Sociale medier

facebook (2)  instagram (1)

Copyright © 2021 Det Jødiske Samfund i Danmark. Alle rettigheder forbeholdes.