Først i 1670’erne begyndte jødiske handelsfolk og deres familier at bosætte sig i kongeriget i første omgang i henholdsvis Fredericia og København, og der blev anlagt begravelsespladser og bygget synagoger. Men det begyndte med Christian 4.s invitation og fortsatte med den særlige beskyttelse og tildeling af privilegier.
På Rundetaarn står en rebus, der blandt andet skriver Jehova med hebraiske bogstaver. Det var udtryk for en særlig interesse i kristendommens ældste skrifter og kristen mystisk og kabbala. De hebraiske bogstaver har imidlertid fået en symbolsk betydning for danske jøder, og Christian 4.s rolle som den, der lagde fundamentet for en fælles dansk jødisk historie.
Det var dog ikke alle, der var lige begejstrede. Jesper Brochmand (1585-1652), der var professor ved Københavns Universitet og fra 1638 biskop på Sjælland, skrev eksempelvis i sit store værk, der var almindeligt brugt til undervisning på universitetet, Universæ theologiæ systema, at jøder ikke skulle have fri religionsudøvelse, omskærelse skulle forbydes, de måtte ikke have offentlige embeder, og generelt skulle man følge Luthers ord: ”Man skal ikke tillade jøderne, som i allerhøjeste grad driver gudsbespottelse med Kristus og den kristne religion, inden for kristne staters bymure eller give dem borgerret”. Brochmand udgav en samling prædikener og gudelige andagter, som mange danskere havde liggende på natbordet, hvor han tegnede et meget negativt billede af jøder,
Det antyder en dobbelthed i den dansk jødiske historie, som siden 1622 har udspillet sig i et spændingsfelt mellem tolerance og antisemitisme, integration og forfølgelse, tradition og fornyelse – mellem lys og mørke. De problematikker er fortsat lige relevante i en nutidig kontekst og på baggrund af aktuelle udfordringer i både dansk og globalt perspektiv også for andre religiøse og kulturelle minoritetsgrupper.
Janus Møller Jensen, direktør for Dansk Jødisk Museum, ph.d.